Om os

I Danmark har vi en lang tradition for design og kunsthåndværk, og specielt på Bornholm findes en meget lang tradition for glas og keramikproduktion. Dette skyldes oprindeligt at Bornholm, med sin unikke natur, er det eneste sted i Danmark hvor der findes stentøjsler i undergrunden. Det har derfor været meget naturligt at der har været så mange keramikfabrikker her på øen. Her kan bla. Nævnes Johgus Keramikfabrik, Hjorts Fabrik, Søholm , Mikael Andersen og Hasle klinker. Denne historie for keramik har sikkert også spillet en stor rolle, da man i 2001 startede en videregående uddannelse for Glas og Keramik i Nexø.

Mølgaard & Marcussen er et samarbejde mellem to Kunsthåndværkere som mødte hinanden i 2004 på KADKs (Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering) afdeling for keramik på Bornholm.

Vi hedder Mie Mølgaard Madsen og Sussi Marcussen, deraf Mølgaard & Marcussen!

Vi holder til i de gamle charmerende lokaler i den tidligere Amtsforvaltergård, Sjøgårijn, i Rønnes gamle bydel. Blot 100 m. fra hvor den gamle Søholm Keramikfabrik lå, og ca. 300 m. fra Hjorts Fabrik, og Mikael Andersens produktion. Her har vi indrettet et mindre produktionsværksted, hvor vi selv har hænderne på alt hvad der kommer fra os.